WeBible

1 - Men det skete, der Apollos var i Corinth, at Paulus drog igjennem de øverste Egne af Landet og kom til Ephesus.

2 - Og han fandt nogle Disciple og sagde til dem: fik I den Hellig Aand, der I bleve troende? Men de sagde til ham: vi have ikke engang hørt, at der er en Hellig Aand.

3 - Og han sagde til dem: med hvilken Daab bleve I da døbte? Men de sagde: med Johannes’ Daab.

4 - Men Paulus sagde: Johannes døbte vel med Omvendelsens Daab og sagde til Folket, at de skulde troe paa den, som kom efter ham, det er, paa Christus Jesus.

5 - Men der de hørte det, lode de sig døbe i den Herres Jesu Navn.

6 - Og der Paulus havde lagt Hænderne paa dem, kom den Hellig Aand over dem, og de talede med fremmede Tungemaal og propheterede.

7 - Men disse Mænd vare i Alt ved tolv i Tallet.

8 - Men han gik ind i Synagogen og prædikede frit i tre Maaneder, talede med dem og indskærpede det, som hører til Guds Rige.

9 - Og der Nogle vare forhærdede og vantroe og talede ilde om denne Lære for Mængden, forlod ham dem og skilte Disciplene fra dem, og talede daglig i en Mands Skole, som hedte Tyrannus.

10 - Men dette varede i to Aar, saa at Alle, som boede i Asia, baade Jøder og Græker, hørte den Herres Jesu Ord.

11 - Og Gud gjorde ikke ringe Undergjerninger ved Paulus’ Hænder,

12 - saa at man endog bragte Svededuge og Haandklæder fra hans Legeme til de Syge, og at Sygdommene voge fra dem, og de onde Aander fore ud af dem.

13 - Men nogle omløbende jødiske Besværgere dristede sig til at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, sigende: vi besværge Eder ved Jesus, hvilken Paulus prædiker.

14 - Men de, som dette gjorde, vare syv Sønner af Skeva, en Jødisk Ypperstepræst.

15 - Men den onde Aand svarede og sagde: Jesus kjender jeg, og om Paulus veed jeg; men I, hvo ere I?

16 - Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem og overvældede dem og fik saadan Magt over dem, at de undflyede nøgne og saarede ud af samme Huus.

17 - Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Græker; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev høiligen priset.

18 - Der kom og mange af dem, som vare blevne troende, hvilke bekjendte og aabenbarede deres Gjerninger.

19 - Men Mange, som havde drevet ulovlige Kunster, bare Bøgerne sammen og opbrændte dem for Alles Øine; og de beregnede deres Værdi og befandt dem at være halvtredsindstyve tusinde Sølvpenninge værd.

20 - Saa krafteligen voxte Herrens Ord og fik Magt.

21 - Men der dette var fuldkommet, satte Paulus sig for i Aanden at reise igjennem Macedonien og Achaia og at drage til Jerusalem, og sagde: efterat jeg haver været der, bør det mig at see Rom.

22 - Men han sendte to af dem, som gik ham tilhaande, Timotheus og Erastus, til Macedonien; selv blev han nogen Tid i Asia.

23 - Men paa den samme Tid skete et ikke lidet oprør om denne Lære.

24 - Thi en Guldsmed, ved Navn Demetrius, gjorde Dianas Sølvtempler og skaffede Kunstnerne ikke liden Fortjeneste.

25 - Disse samlede han tilligemed de andre Arbeidere og sagde: I Mænd! I vide, at vi have vor Næring af denne Fortjeneste.

26 - Og I see og høre, at denne Paulus ikke aleneste i Ephesus, men næsten i det ganske Asia, haver ved sin overtalelse afvendt en stor Mængde, sigende: at de ikke ere Guder, som gjøres med Hænder.

27 - Men der er ikke aleneste Fare for, at denne vor Haandtering skal geraade i Foragt, men ogsaa, at den store Gudinde Dianas Tempel skal blive agtet intet, og at hendes Majestæt, hvilken ganske Asia og Jorderige dyrker, skal nedstyrtes.

28 - Men der de dette hørte, bleve de fulde af Vrede, raabte og sagde: stor er de Ephesers Diana!

29 - Og den ganske Stad blev fuld af Forvirring, og de stormede samdrægteligen til Skuepladsen og reve med sig Macedonerne Cajus og Aristarchus, som reiste med Paulus.

30 - Men der Paulus vilde gaae frem iblandt Folket, tilstedte Disciplene ham det ikke.

31 - Men nogle af Asiens Øverster, som vare hans Venner, sendte til ham og formanede ham, ikke at begive sig paa Skuepladsen.

32 - Da skreg den Ene det, den Anden det; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de Fleste vidste ikke, af hvad Aarsag de vare komne sammen.

33 - Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folket.

34 - Men der de fik at vide, at han var Jøde, raabte de alle som med een Røst, henved to Timer: stor er de Ephesers Diana!

35 - Men der Stadskantsleren havde stillet Folket, sagde han: I Mænd i Ephesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke veed, at de Ephesers Stad er Tempelvogterske for den store Gudinde Diana og de himmelfaldne Billede?

36 - Efterdi da dette er uimodsigeligt, bør det Eder at være stille, og Intet fortager Eder fremfusende.

37 - Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken ere Tempelrøvere, ei heller have bespottet Eders Gudinde.

38 - Dersom Demetrius og de kunstnere, som ere med ham, have Klage imod Nogen, da holdes Thingdage, og der ere Landshøvdinger; lader dem kalde hverandre for Retten.

39 - Men have I ellers Noget med hinanden at skaffe, maa det afgjøres i en lovlig Forsamling;

40 - thi vi staae og i Fare for at anklages for dette Oprør i Dag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette opløb. Og der han dette havde sagt, lod ham Forsamlingen gaae.